Pavillon

I 1884 opførte selskabet den smukke ottekantede pavillon i Undallslund og fik dermed tag over hovedet. Opførelsen blev finansieret ved salg af 134 aktier a 10 kr. Årets fugleskydning fandt dog fortsat sted på Borgvold indtil 1918, hvor begi­ven­heden blev flyttet til Undallslund. I 1935 skænkede bøssemager A. Gertz den flotte lysekrone, som hænger midt i pavillonen. I 1977 blev der indlagt vand til afløsning af den brønd, som var gravet i 1912, og der blev indlagt elektricitet. Der­til kom som en yderligere bekvemmelighed et vandskyllende toilet. I forbindelse med pavillonen er anlagt en skydebane, hvor der kan skydes mod skiver på to parallelle 100 m baner. Der skydes med salongeværer med kikkertsigte.

Som nævnt blev pavillonen i sin tid opført som samlingssted i forbindelse med skydeselskabets skydninger. Pavillonen bruges dog også til mere almennyttige formål og udlånes således til arrangementer for spejdere, pensionister, institutio­ner o. lign.

Pavillonen er en lille og sjælden arkitektonisk perle, som selskabet er dybt tak­nemlig over at eje, og bygningen vedligeholdes til stadighed, så den holdes i en god stand. Skydeselskabets skydebrødre sætter det højt at mødes for sammen at bevare de gamle traditioner og en gylden regel er, at når skydebrødrene har over­skredet pavillonens tærskel, er alle lige, og der er ingen tvistigheder!